Startside   Danmark   Internationalt   Videnskabskritik   Alment

GegenStandpunkt 3/2003

Tyske soldater dør i Kabul -

Utvivlsomt for en god sag! Spørgsmålet er kun: For hvilken?

Tyskland vil ikke sende nogen soldater til Irak. Ikke, fordi den tyske regering ville have noget imod, at dens tyske demokratiske forbundshær skal til at spille på udebane: Hæren er allerede i Afghanistan, og dér blev den også, da fire døde soldater blev pakket ind i det tyske flag før hjemtransporten. ”Vores” boys ”gjorde et godt stykke arbejde i Afghanistan”, roste USA's udenrigsminister Powell i sidste uge i tysk tv. Og før nogen når at spørge om, hvad dette arbejde mon skal være godt for, kommer public service-fjernsynet med svaret, om end det er ret kompliceret.
1.
De tyske soldater var angiveligt på en rent civil mission. De skulle sørge for sikkerhed i Kabul, reparere skoler, vandledninger og kraftværker og hjælpe de fortvivlede mennesker på deres vanskelige vej mod et civilt liv. De blev dræbt i forbindelse med en så utvetydigt god gerning, i det mishandlede Afghanistans tjeneste. Herligt, ikke? Og det er ikke engang løgn: Eftersom amerikanerne har tilintetgjort talebanernes styre, som ikke passede dem, og eftersom stammer og høvdinge har benyttet det efterfølgende kaos til at genoprette herredømmet over deres områder og genoptage deres permanente krige mod hinanden, og eftersom der ikke eksisterer nogen som helst politisk kraft i landet, som har en interesse i noget i retning af statslignende forhold, så må det jo være udenlandske soldater, der skal holde USA-indsatte præsident Karzai ved magten og sikre ham noget i retning af et magtmonopol i det mindste inden for Kabuls bygrænse. Om og i hvilken udstrækning kvaliteten ”sikkerhed”, natlige politipatruljer og reguleret bytrafik er en hjælp for afghanernes måde at leve på i dag, er ret ligegyldigt - for det er under alle omstændigheder ikke for deres skyld eller med henblik på deres velbefindende, at Karzais regime holdes ved magten. Det afgørende er derimod omverdenens interesse i en afghansk lydstat, som i det mindste - så vidt dens magt, altså dens beskytteres magt rækker - forhindrer, at talebanerne, Al-Qaeda eller andre uberegnelige kræfter kan opholde sig i magttomrummet i Hindustan eller kan infiltrere området igen. For så vidt er det dér med hjælpen til fattige afghanere og genopbygningen af landet imidlertid alligevel en smule falsk.
2.
Men også kun en smule. For på den ene side skaffer soldaterne i ISAF jo faktisk sikkerhed og offentlig orden i Kabul, og på den anden side insisterer man heller ikke på nogen måde ubetinget på forestillingen om den uselviske gode gerning. Det ville heller ikke være særligt troværdigt. Immervæk opfylder tyske soldater deres bestemmelse, når de dør for Tyskland og ikke for en eller anden flok usle udlændinge. Og på den måde bliver den første definition af det ædle formål suppleret med en anden, som om den slet ikke modsagde den første: De tyske soldater i Kabul er faldet for ”os”, for det, der bliver forsvaret ved Hindustan - måske er der stadig nogen, der ikke har hørt det - er Tyskland. Det lyder knap så civilt og harmløst - men til gengæld i det mindste patriotisk, men måske også en smule gådefuldt. For at forstå denne form for oplysning må publikum ubetinget tillægge sig en objektiv opfattelse af den gamle soldater-moral, hvor det hed sig: ”Vi må dø, for at Tyskland kan leve!” Med beskedne og forældede forestillinger om landets forsvar kan man i hvert fald ikke score points i kritikken af det moderniserede forsvar. Det har jo aldrig nogen sinde været i overensstemmelse med sandheden, at den eneste grund til, at soldater må ofre livet, skulle være, at deres regering vil forhindre en eller anden slags fjender i at overskride landets grænser, skænde kvinder og børn og oprette et fremmed regime over land og befolkning i stedet for det, der er der i forvejen. Men Tysklands nuværende forsvar kan på ingen måde forveksles med dette: I dag finder forsvaret sted i fjerne lande og det er vanskeligt at skelne fra et angreb på fremmede magter. Med billedet af terror, der kan true alle vegne fra uden nation og territorium, har ikke alene amerikanerne men også deres partnere og konkurrenter gjort rækkevidden af deres sikkerhedspolitiske interesser uafhængig af nationale grænser og udvidet den til at gælde hele kloden. Overalt skal der oprettes en orden, som overvåges og garanteres af pålidelige stater, der som de eneste er berettiget til at være kontrollører. Overalt må der skabes respekt for Tysklands verdensomspændende interesser - ellers ville ukontrollerede kræfter gøre ukontrollerede ting og bringe ”vores sikkerhed” i fare. Sikkerhed er altså et andet ord for Tysklands anerkendte imperialistiske betydning. At dø for dette - det giver mening; men hvorfor lige netop i Kabul og lige netop i forbindelse med en halv-civil ordensopgave?
3.
Den tyske kamp for at opnå imperialistisk betydning i verden må gå komplicerede veje for at nå sit mål - og den rette forståelse for den gode mening med døde soldater må følge samme vej. Den tyske regering har rent faktisk ikke en selvstændig Afghanistan-politisk interesse eller specielle politiske, økonomiske, militære relationer med det tilbagestående land i Centralasien. Når ”vores” interesser også står på spil og må styrkes i dette verdenshjørne, så har det intet at gøre med Afghanistan og det, som landet har at tilbyde tyske interesser. Det har derimod alt at gøre med det tysk-europæiske forhold til den amerikanske supermagt. Den er nemlig i fuld gang med at omkalfatre kloden, styrte regimer, som ikke passer den, og placere sig selv som den allestedsnærværende, altdominerende førermagt, hvis diktater er forpligtende for alle andre suveræne. De degraderede med-imperialister og Nato-partnere kæmper om at forblive en del af kontrollen med andre stater og ikke selv blive genstand for amerikansk opsyn, idet de forsøger at bringe sig selv i spil som autonome medspillere i USA's verdensherredømme. Med militære ekspeditioner som den i Afghanistan sigter de imod en mellemting mellem en ren tjenesteydelse for det amerikanske program og en position som konkurrenter til USA. Efter den amerikanske krigs ødelæggelser tilbyder den tyske magt sig som en stabiliseringsenhed, som hjælper erobreren med at tage sig af den byrde, som besættelsen udgør, og gør dens militære styrker fri til nye krige. Samtidig installerer den tyske politik dermed sig selv i verdens urocentre og overlader ikke feltet til amerikanerne alene. For det tredje præsenterer Tyskland sig over for verdenspolitikkens underordnede genstande for USA's opsyn som en modsætning til USA's terroristiske politik, som en konstruktiv, opbyggende imperialist, som de underordnede magter måske hellere vil tage imod direktiver fra end fra Bush og hans ”big stick”. Man kan og vil ikke foretage nogen krigshandlinger, som direkte konkurrerer med USA, men netop kun disse halvt civile, men ikke desto mindre farlige aktioner. For så meget står klart: Når det kræver vold at holde Vestens ønskede og indsatte stat i Afghanistan i live, så må det åbenbart være mod lokale magter, som ser sig udfordret og truet af denne konstruktion.
Tyske soldater får så lov til at ofre sig for denne forbistrede kalkulation med det imperialistiske styrkeforhold.
4.
Og hvis de i den forbindelse dør, så skaffer de det tyske diplomati en lille ekstra-profit! Krigsherren over alle aktuelle krige i Nærøsten kondolerer personligt over for den tyske forbundskansler og forsikrer ham om sin medfølelse i forbindelse med tabet af tyske soldaters liv. Dermed bryder han den diplomatiske tavshed, som har hersket mellem Washington og Berlin siden det tyske nej til Irak-felttoget, og tager selv et første skridt til at rette op på de dårlige relationer. Det giver forbundskans-ler Schröder oprejsning, for med den telefoniske kondolenceerklæring anerkender Bush den troløse partner og nej-siger som en nyttig forbundsfælle i sin globale anti-terror-krig. I den tyske udlægning accepterer han, at selv USA har brug for partnere.
”'Jeg var glad for George Bush' reaktion', sagde forbundskansler Gerhard Schröder, efter at den amerikanske præsident i en telefonsamtale udtalte sin kondolence angående de fire tyske soldater, som blev dræbt i Afghanistan. 'Det svarer til det, som er almindeligt mellem allierede, og går også lidt videre - på begge sider', sagde forbundskansleren kryptisk. Dermed antydede Schröder en afspænding i de personligt belastede forhold mellem Bush og ham selv.” (Handelsblatt, 11.6.03)
Lige siden har forbundshærens indsats i Afghanistan mere og mere set ud til at udvikle sig til et felt for det tysk-amerikanske tovtrækkeri, som er tilfredsstillende for begge parter. Her har Tyskland åbenbart succes med en optræden, som amerikanerne lader gælde som en hjælpetjeneste for deres nye verdensorden, og som den tyske regering altså for det første kan bruge som løftestang til at gøre sig selv værdifuld for USA og samle points i Washington med henblik på at fremsætte egne krav, og for det andet kan opdyrke som et felt for accepteret konkurrence til USA, hvorpå Tyskland så kan praktisere en selvstændig kompetence, som begrænser det ubegrænsede amerikanske diktat. Man overvejer til og med at udvide indsatsområdet og forstærke de tyske ekspeditionstropper.

http://www.gegenstandpunkt.com/gs/03/3/inh033.htm