Den ugentlige analyse fra GegenStandpunkt-forlaget, mandag d. 31. maj 1999:

"Derefter" - en "stabilitetspakt for Sydøsteuropa"

Sidste torsdag åbnede Joschka Fischer, den tyske udenrigsminister fra De Grønne, den konference, som skal drøfte Sydøsteuropas fremtid. Europa tager initiativet, som Fischer altid holder af at understrege - og naturligvis under tysk, d.v.s. hans formandsskab. Politikere, der er dybt præget af deres egen ansvarlighedstænkning, ved, hvad der passer sig: "Derefter", når alt er forbi, må de også bekymre sig om "genopbygningen". Og højmodigt tilbyder de oven i købet Serbien en plads: Så snart de anskaffer sig en "demokratisk regering", får de lov til at deltage i denne genopbygning. Fischer forstår sig på at vække det indtryk, at det i den forbindelse skulle dreje sig om noget i stil med et alternativ til bombarbardementerne, som NATO og frem for alt USA på en eller anden måde skulle være mere ansvarlige for - hvorimod det fredselskende Europa egentlig altid satser meget mere på de berømte "fredelige løsninger". Og Fischers De Grønne benytter jo også "stabilitetspakken" som en lejlighed til at skaffe sig en god samvittighed, som den egentlige gode hensigt i en desværre uundgåelig krig. Hele foretagendet præsenterer sig altså som ét eneste tilbud om hjælp, der er så meget større, når man betragter alt det, der skal genopbygges. De døde er døde, her er der ikke mere at komme efter, men der er også de mange ødelagte broer, veje og jernbaner, de ødelagte fabrikker, forurenede landbrugsarealer og floder, sammenbrudte økonomiske relationer o.s.v. o.s.v. Og så er der også en masse politiske relationer i de berørte stater og imellem dem, der skal indrettes påny og overvåges. Alt i alt påtager Europa sig altså en virkelig krævende opgave.

Der er en del mennesker, der spørger sig selv, om man ikke kunne have opnået det samme på en lettere måde - uden at bruge de mange penge på en krig, uden først at smadre det hele, hvilket i sagens natur gør den såkaldte "genopbygning" bagefter meget dyrere. Og her kommer den tyske udenrigsminister med de samme meldinger - nemlig med en overlagt henkastet idealistisk frase: "Det må være slut med den absurditet, at det er lettere at skaffe penge til en krig end til freden." "Absurditet"? Hvordan skal det forstås? Skal man forstå det på den måde, at der er sket en eller anden fejl, en kolossal misforståelse? At Europa og Fischer hellere ville have stilet mod "fred og velstand" for Balkan helt fra starten af uden at smide penge ud på en unødvendig krig? Det forholder sig vel lige omvendt. Den orden, som eksisterede på Balkan dengang, var det frem for alt Europa, som var utilfreds med. Europa opsagde de dengang eksisterende politiske relationer på Balkan for at kunne sætte nye, d.v.s. sine egne, igennem. Når der i dag undertiden henvises til anerkendelsen af Kroatien og Slovenien, som bekendt med Tyskland som toneangivende land - så er det ren og skær skinhellighed: Der bliver nemlig altid tilføjet, at der var tale om en "fejl", om en "forhastet fremgangsmåde". Hensigten med denne "fejl", at undergrave den dengang bestående orden på Balkan, bliver tilsløret på denne måde. Efter mottoet: Sorry, det var ikke ment på den måde! Så er krigen i sidste instans en ligeså beklagelig "absurditet", som Vesten på en eller anden uheldig måde er rutschet ud i. Den må altså gennemføres af al magt. For det første naturligvis, fordi fjenden er så ondskabsfuld, men for det andet - knap så ideologisk - fordi man ellers ville miste sin troværdighed - og her drejer det sig ikke om en absurd værdi, men om noget meget højere: nemlig at hele verden også fremover tror på, at NATO er uovervindelig.

Tilbage til "stabilitetspakten". Den er altså ikke et alternativ til bombardementerne, men derimod en konsekvent fortsættelse af dem, ja, deres resultat. Eller sagt på en anden måde: Uden bombardementet kan en sådan "ny orden" slet ikke komme i stand. Lettelsen over en fred skulle ikke få en til at glemme dens forudsætninger. For magter, der gør krav på at føre tilsyn med dette område og ubetinget vil kontrollere det, er penge givet ud på bombardementer en særdeles formålsrettet og produktiv investering. Og denne "stabilitetspakt" er det på skrift foreliggende krav på at diktere en række stater helt ned i de mindste detaljer, hvilke politiske relationer, der er tilladt, og hvilke, der er forbudt. Altså at foreskrive dem, at de i hver eneste af deres livsytringer skal relatere sig til deres overordnede magter og bede om deres underskrift. Om de overordnede mager så er indbyrdes enige eller hvilken strid, der så opstår, får man at se til den tid. Tilbage til Fischers "absurditet". Det virkeligt absurde er den kovending, som manden tilsyneladende tager: At det alligevel skulle være meget mere fornuftigt at bruge penge på freden. I dette system, som kalder sig det "vestlige værdifællesskab", er det overhovedet ikke fornuftigt. Stater, der vil stå i spidsen for dette system, er helt på det rene med, at de krænker andres interesser og krav overalt på kloden og dermed fremkalder konflikter. Altså hører det til deres fornemste opgaver at ruste sig til dem - i ordets bogstavelige betydning. Det er uundgåeligt, at de statslige interesser står i modsætning til hinanden, at de tørner sammen. I fredelige tider bliver våbnene ikke stillet væk og da slet ikke afskaffet. Det betyder kun, at magtpotentialet virker alligevel: Andre stater bøjer sig for den trussel, våbnene udgør. Underligt nok anser de fleste mennesker denne fred for at være en herlig tilstand - den er jo det modsatte af krig. Og de undrer sig så eller er forfærdede, når en trussel ikke længere fungerer så stiltiende - altså "fredeligt" - når interessemodsætningen udkæmpes med krigeriske midler. Stater undrer sig til gengæld overhovedet ikke, men forbereder sig på det: på at kunne afslutte en voldelige interessekamp med succes. Selvfølgelig med den hensigt, at deres interesser hersker fredeligt igen "derefter". Det er altså på ingen måde "absurd", når de har lettere ved at punge ud til krigen end til freden - hvis man ikke er i stand til at vinde en krig, så kan man jo heller ikke diktere, hvordan freden skal se ud.

P.S. Et af målene med denne "stabilitetspakt" skulle være, at "bringe det etniske vanvid til ophør". Helt bortset fra, at denne krig vel først og fremmest har bidraget til en eftertrykkelig forøgelse af det "etniske" had - er det så meningen, at man helt skal glemme, at de vestlige magter har benyttet sig særdeles målrettet af dette "vanvid" og at de altid har forstået at skelne mellem de gode "vanvittige", altså dem, der kunne bruges af Vesten, og de onde "vanvittige", altså dem, hvis interesser stod i vejen. Fx har OSCE lige offentliggjort en rapport om Kroatien og landets præsident Franjo Tudjman. Han har også fra et meget tidligt tidspunkt forstået sig på "etnisk udrensning" - mod serbere - og praktiserer den stadig den dag i dag. Så OSCE har ikke haft andet valg - end at give ham en "reprimande" ...